
Mental Atlet
By Mental Atlet
Vi ønsker at sætte fokus på det mentale i sporten både i forhold til præstationsoptimering, men bestemt også med henblik på bedre mental sundhed og trivsel i elite- og subelite miljøerne.
Så hvis du også er nysgerrig på dette spændende område, så lyt med!
Episoderne udkommer hver anden fredag :)

Mental AtletDec 30, 2022

#23 Påvirker din nervøsitet din præstation? Få tre strategier, som kan hjælpe dig
Nervøsitet er helt naturligt, når du har noget på spil og du virkelig gerne vil præstere godt!
Det er altså en følgesvend, som du må lære at håndtere bedst muligt.
Det kan nemlig være virkelig ubehageligt at opleve, hvordan nervøsiteten kan kapre dig og du fysisk kan få det dårligt!
Det kan være forbundet med kvalme, ondt i maven, svedige håndflader, tankemylder, dårlig nattesøvn og i sidste ende kan det hæmme dine forberedelser og præstation.
I denne episode fortæller vi derfor lidt om nervøsitet og giver tre forskellige strategier, som du kan bruge til at håndtere din nervøsitet.
Lyt endelig med og husk at du kan støtte podcasten helt gratis ved at dele, like og følge :)

#22 “Juhuuu! Smerte er komplekst!” Mathilde Kehler (smertecoach ved Smerteguiden)
Juhuuu! Smerte er komplekst!
Det er et af Mathilde Kehlers kernebudskaber, som gæster vores podcast i denne episode. Mathilde har for et par år siden stiftet Smerteguiden, hvor hun arbejder som smertecoach og brænder for formidlingen af den nye smerteforståelse.
Hun fortæller i episoden om den komplekse smerteforståelse, hvor der ikke bare er én vej, men mange og adskillige faktorer, der kan være med til at påvirke vores oplevelse af vores smerte i en given situation.
I den nye smerteforståelse forstås smerte som et alarmsystem, som kan sende alarmsignaler, men det betyder ikke nødvendigvis, at vi er i potentiel fare lige her og nu. Det handler rigtig meget om at forstå vores smerter, så vi kan opleve en tillid til os selv, vores krop og hvordan vi håndterer smerten.
Modsat den gamle, biomedicinske smerteforståelse, hvor smerteforståelsen bliver meget simpel og én til én mellem smertesignal og skade.
Men hvordan kan vi bruge den nye smerteforståelse i forbindelse med vores sportspræstation? Hvordan kan vi bruge den, når vi fx møder muren i et maraton eller i hvilken som helst anden sportssituation, hvor vi oplever smerte eller skal presse os selv.
Det snakker vi meget mere om her i episoden, så lyt endelig med og bliv langt klogere på smerte!
Husk du kan støtte Mental Atlets podcast helt gratis ved at dele, anbefale og følge - tusind tak :)

#21 Den mentale kamp i MMA-buret (Oliver Vorm og Morten Hedesgaard, MMA-kæmpere)
I denne episode gæster Oliver Vorm og Morten Hedesgaard vores podcast, som begge dyrker Mixed Martial Arts (MMA) på konkurrenceplan.
MMA er en kampsport blandet af forskellige stilarter, som boksning, brydning, judo med flere. Det betyder altså, at der er rigtig meget tilladt!
Men hvordan styrer man sit temperament, når man er i kampens hede? Hvordan vænner man sig til at slå andre og blive slået? Hvordan håndterer man smerten, når man ligger på gulvet og får gentagende slag i hovedet? Og sidst men ikke mindst, hvordan undgår man at være kronisk skadet eller forslået?
MMA er en mental sport uden lige! Det fortæller Oliver og Morten meget mere om her i episoden - så lyt endelig med!

20# “Jeg vil bare gerne vinde den her OL-medalje med dig!” (Kamilla og Christinna Rytter Pedersen, tidligere prof. badmintonspillere)
I denne episode gæster Kamilla og Christinna Rytter Pedersen vores podcast. De er tidligere professionelle badmintonspillere og har en vanvittig sportskarriere bag sig. Sammen har de utallige mesterskaber og sejre, hvor nogle af de største resultater er en sølvmedalje til OL i 2016 og en guldmedalje til All-England i 2018.
De startede begge to deres professionelle karriere ved at spille mix, men det var svært at være ordentligt glade på hinandens vegne, når man som kærester også var modstandere. Så de arbejdede hen imod at blive badmintonmakkere i en damedouble.
For os at se har Kamilla og Christinna haft en virkelig vellykket karriere og har trives i deres sport. Så i denne episode bliver det til en snak om, hvordan de er lykkedes, hvad har været vigtigt for dem og hvordan har de kunne bevare motivationen og håndtere presset.
Så lyt endelig med og få deres gode råd til en vellykket sportskarriere.
Husk du kan støtte Mental Atlets podcast ved at dele, anbefale og følge.

19# “Stop mens legen er god” Cecilie Mikkelsen
I denne episode har vi Cecilie Mikkelsen med som gæst, som for nogle år siden bragede ind på løbescenen efter en tid med en masse god og kontinuerlig træning.
Hun fik for alvor smag for løb under sit praktikophold i Vancouver, hvor hun løb med en løbeklub. De løb en masse kilometer og Cecilie begyndte nærmest fra den ene uge til den anden at løbe fra 60 km/ugen til 130 km/ugen. Hun oplevede virkelig at rykke sig på det halve år!
I 2019 peakede løbekarrieren og Cecilie vandt DM i halvmaraton efter 3 gode år med fuld træning og nærmest ingen hviledage.
Dette varede desværre ikke ved, da hun begynder at mærke til en skade i baglåret. Skaden bliver værre og værre og fornyeligt fik hun konklusionen fra Idrætsmedicinsk på Bispebjerg om en kronisk overbelastningsskade, fordi hun var blevet ved med at træne og provokere vævet under skadesperioden.
Det har haft store konsekvenser for Cecilies løb og set i bakspejlet, var der en masse hun gerne ville have gjort anderledes.
Hør med i episoden og kom helt tæt på Cecilies skadesforløb og forhold til alternativ træning.
Du kan støtte Mental Atlets podcast ved at dele, anbefale og følge.

18# Hvad er det egentligt du frygter? (Jeanette Pyrdol, sportspsykologisk konsulent)
I denne episode snakker vi med Jeanette Pyrdol, som har en master i Sports Psychology fra Liverpool University. Det bliver til en spændende snak om, hvordan Jeanette har arbejdet med forskellige atleter primært indenfor individuelle sportsgrene og performance art.
Vi kommer blandt andet omkring, hvornår er du lykkedes? Hvordan holder du fokus på processen fremfor resultatet? Hvem er du efter en skade? Og hvordan kan vi lade være med at vurdere os selv hele tiden?
Så lyt til denne episode og bliv klogere på det sportspsykologiske arbejde med Jeanette.
Du kan støtte denne podcast gratis ved at dele, anbefale og følge.

17# Styrk din mentale sundhed med ABC for mental sundhed (Hanna Christensen)
Mental sundhed gør os stærkere og er med til at styrke vores trivsel. Det har vi i denne episode inviteret Hanna Christensen fra DGI ind til at fortælle os langt mere om. Hun arbejder til dagligt med ABC for mental sundhed, som er en forskningsbaserede indsats om at fremme mental sundhed og trivsel i den danske befolkning. Mental sundhed er nemlig alt det, der gør livet værd at leve!
ABC står for Act (gør noget aktivt), Belong (gør noget sammen) og Commit (gør noget meningsfuldt), og det kan forbedre og styrke vores mentale sundhed.
Der er mange forskellige niveauer og måder, vi kan handle på. Hør i denne episode Hanna give helt konkrete råd til, hvad vi selv kan gøre for at styrke vores egen og andres mentale sundhed.
Du kan læse meget mere om projektet på www.psy.ku.dk/abc/

16# Hvordan hjælper vi atleter, som har symptomer på spiseforstyrrelser? Mia Beck Lichtenstein (psykolog og professor)
I en nyere rapport (2022) har man* undersøgt forekomsten af symptomer på spiseforstyrrelser og lav energitilgængelighed blandt elite- og subeliteatleter. Derudover undersøgte man også atleternes bud på, hvad der har udløst og vedligeholdt deres spiseforstyrrelse samt deres idéer til, hvad der kan forebygge og afhjælpe problematikken i sport på højt niveau.
Spiseforstyrrelser øger nemlig risikoen for overbelastningsskader, tidligere frafald fra sport, nedsat præstationsevne og mistrivsel. For at sikre atleternes trivsel og reducere frafald, er forebyggelse og tidlig opsporing virkelig vigtigt!
I denne episode har vi Mia Beck Lichtenstein (autoriseret psykolog og professor) med som gæst. Hun er en af forskerne bag rapporten og det blev til en snak om rapportens resultater, hvordan du kan hjælpe en holdkammerat, som du er bekymret for og hvad der generelt kan gøres ved problemet?
Så lyt endelig med og bliv klogere på, hvordan du helt konkret kan være med til at hjælpe andre!
*Danmarks Idrætsforbund og Team Danmark i samarbejde med forskere fra Syddansk Universitet, Psykiatrien i Region Syddanmark samt Linnéuniversitetet i Sverige

15# “Hvem er jeg, når alt er skrællet af?” Kristina Schou Madsen (prof. ultraløber)
Lyt med i denne episode, hvor vi er så heldige, at den yderst imponerende ultraløber Kristina Schou Madsen gæster os! Hun fortæller om sin ekstreme sport, hvor hun jævnligt tager sin mentale værktøjskasse frem for at finde en passende strategi til at overvinde mentale udfordringer.
Få inspiration og konkrete værktøjer til din mentaltræning, for som Kristina siger, er talent en stor del af at blive en succcesfuld sportsatlet, men hvis man ikke har den brik, så er der bestemt andre brikker at spille på!

14# NYT FOKUS I 2023! Topatleten bliver til Mental Atlet
Det har været et fuldstændig fantastisk efterår med Topatleten, hvor vi har fået snakket med virkelig mange spændende menneske, som har haft lyst til at dele deres viden og erfaring.
Vi er væltet helt bagover af taknemlighed og fordi vi har haft muligheden for at starte podcasten op og haft rigtig god succes med det!
Der kommer dog til at ske lidt ændringer i 2023 og det fortæller vi meget mere om i denne lille episode!
Men tusind tak fordi du har lyttet med i Topatleten og vi vil gøre alt for, at 2023's episoder i Mental Atlet bliver mindst lige så spændende og af høj kvalitet!
På genlyt første fredag i februar i Mental Atlets nye podcast.

13# Et mentalt game med 120 km/t (Frederik Jakobsen, prof. speedwaykører)
Denne episode er helt særlig for os, da vi har været så privilegeret, at vores fætter Frederik Jakobsen havde lyst til at gæste vores podcast. Han er professionel speedwaykører og lever et liv meget anderledes end de fleste andre 24 åriges.
Frederik er født ind i en speedway-familie, hvor han blev præsenteret for sporten i gennem sin fars tidligere speedwaykarriere. Han startede med at køre som 4 årige, hvor han havde nogle yderst succesfulde ungdomsår og vandt både Danmarks-, Europa- og Verdensmesterskabet. Nu er han aktiv seniorkører i både Danmark, England og Polen, så der er fuld fart over feltet, hvor han kører mod verdens eliten.
Speedway er bestemt en mental sport, hvor man skal være klar og have overskud - det snakker vi meget mere om i episoden.
Så lyt endelig med og hør om en imponerende hverdag og livet som absolut topatlet!

12# Sådan skal du styrketræne som langdistanceløber (Mads Brink Hansen, Sportsfysiolog og fysisk træner)
Der kan være rigtig mange (dårlige) undskyldninger til at skippe den tunge styrketræning som langdistanceløber, fx kan det måske være svært at finde tid til det sammenlignet med mængden af tid i løbeskoene.
Mads Brink Hansen, som er sportsfysiolog og fysisk træner i Team Danmark, kommer i denne episode med sin viden og erfaringer indenfor området i en helt konkret formidling! Så du efter at have lyttet til denne episode ved lige præcis hvordan, hvornår og hvor meget du skal styrketræne!
Lyt endelig med og kom så igang med den tunge styrketræning! ;)

11# Bliv klogere på de klassiske løbeskader med fysioterapeut Christian Neergaard
Hvornår skal du reagere på din løbeskade, hvilke signaler skal du være opmærksom på, hvad kan du selv gøre under din skadesperiode for at vende hurtigst muligt tilbage og hvornår må du igen træne med fuld power? Det svarer Christian Neergaard på her i episoden og giver gode råd til, hvordan du bedst muligt håndterer din skadesperiode både fysiologiske og psykologisk.
Christian er fysioterapeut og lektor på fysioterapiuddannelsen i København. Derudover har han sin egen klinik Sundsport ved Institut for Idræt (KU), hvor han har specialiseret sig i diagnosticering og behandling af løberelaterede skader og løbestilsanalyse.
Så hvis du også gerne vil være langt klogere på de klassiske løbeskader, så tag endelig og lyt med her! :)

10# “Jeg var helt ude at skide!” Laura Valgreen Petersen
Det er ligemeget at løbe hurtigt, hvis man ikke er glad, det siger Laura Valgreen Petersen. Hun nåede nemlig til et punkt i sin meget flotte løbekarriere, hvor der ikke var nogen anden udvej end at stoppe og sætte sit løb på pause i en ubestemt periode.
Laura ved ikke om hun nogensinde kommer til at vende tilbage til løb på højeste niveau, da det ikke bare lige er at begynde at løbe igen. Det er hele den verden og miljøet at se sig selv i og være en del af. Det synes hun på nuværende tidspunkt er svært.
Der kommer et par gode pointer med fra snakken. Vi kom blandt andet frem til, at vi skal være bedre til at snakke med og ikke om hinanden og i sidste ende have fokus på, hvad vores fascinerende kroppe kan, fremfor hvordan den ser ud!
Lyt med til en ærlig og spændende snak :)

9# Kom med bagom Anti Doping Danmarks arbejde med Annemarie Haahr Kristensen og Jakob Mørkeberg
Ved du, hvad der er på dopinglisten eller hvordan du finder ud af det? Hvordan kontroller foregår og hvad sanktionen er, hvis en atlet bliver testet positiv for doping? Eller hvordan man udover en test kan blive taget for doping?
Alt det og meget mere snakker vi med Annemarie Haahr Kristensen og Jakob Mørkeberg fra Anti Doping Danmark om i denne episode. Anti Doping Danmarks arbejde har flyttet sig meget de seneste 10 år, hvor de tidligere har haft fokus på at finde dem der snød. Til nu at hjælpe atleter, hvor det ikke har været hensigten at snyde og så selvfølgelig at tage alle dem ud af spillet, hvor det har været bevidst.
Det handler om at skabe fair konkurrence for alle.
Tag endelig og lyt med! :)

8# Livet som professionel sprinter med tilvalg, perfektionisme og OL-mål - Mathilde U. Kramer
Livet som professionel atlet – et absolut fascinerende liv i vores øjne! I denne episode gæster Mathilde U. Kramer vores podcast, hvor hun fortæller om sin sprinterkarrierer.
Hun lever sit liv topprofessionelt, hvilket har betydet, at hun har skulle tage nogle til- og fravalg igennem tiden. Hun har præsteret på de største sportslige scener, hvor det hurtigt kan blive tallet på papiret, der definerer en succes eller fiasko! Hun har derfor også fokus på ind i mellem “bare” at være Mathilde, kæreste, veninde mm.
Til sidst men ikke mindst hørte vi selvfølgelig om Mathildes mentaltræning og hvilke strategier hun bruger både i sin daglige træning, men også når hun skal ud og præstere!
Lyt endelig med her! :)

7# 3 uundværlige mentale strategier til dit maraton!
Vi har kastet os ud i at lave en solo-episode, hvor vi fortæller om tre konkrete mentale strategier, som vi brugte i vores maraton i Frankfurt.
Inden vi røber de tre mentale strategier, så giver vi lige en lidt længere optakt med gameplan og tanker fra ruten, hvor der både blev tilbudt vodka, var en irriterende kvinde der fløjtede, Camilla der var en diva og Johanne, som overvejede at tage smutvejen til målstregen.
Der kommer små guldkorn undervejs, men hvis du ikke kan vente til de tre uundværlige strategier, så må du også godt skrue lidt frem ;)
Vi håber, at I har lyst til at lytte med!

6# Hvad sker der i kroppen under et maraton og er det overhovedet sundt? Det svarer Jørn Wulff Helge på.
Der kan ske mange ting under et maraton og det er aldrig helt til at forudsige, hvordan det hele ender! En af de rigtig vigtige komponenter er vores energi- og væskeindtag både før og under løbet.
Så vi havde inviteret Jørn Wulff Helge ind til en snak i vores podcast for at svare på alle vores spørgsmål om maraton, særligt i forhold til energiindtag. Jørn er nemlig professor i arbejdsfysiologi og sundhed på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet.
Så hvis du står overfor at skulle løbe et maraton (eller hvis du bare synes det er lige så spændende som os), så synes vi helt klart, at du skal lytte til denne meget lærende episode!
Vi kunne heller ikke helt dy os ift. lige at høre om effekterne af rødbede juice, elektrolytter og om det kan skade med et par øl ;)
Til allersidst fik vi hørt, om det der maraton overhovedet er sundt! Så lyt med og få svaret!

5# "Jeg har ikke givet op. Jeg er på vej!" Anna Emilie Møller
Hvordan håndterer man mentalt en skadesperiode? En skadesperiode er typisk fyldt med en masse frustration, svære tanker og en tid, hvor man skal huske sig selv på, at ens identitet er meget mere end “bare” løber!
I denne episode snakker vi med Anna Emilie Møller, som er eliteløber og har sat mange danske rekorder. Hun har to gange deltaget i OL i forhindringsløb, været til VM og EM, så hun er uden tvivl en af de allerbedste kvindelige løbere i Danmark!
Hun har desværre været skadet en stor del af det seneste år, hvor hun i perioder har været nede i et stort sort hul og skulle deale med svære tanker og følelser. Hun har heldigvis fået rigtig god hjælp af sin træner og sportspsykolog, hvor de har arbejdet med forskellige mentale strategier til at kunne håndtere skadesperioden og dens følgesvende!
Vi håber, at I har lyst til at lytte med!

4# Hvad gør du, når det er rigtig hårdt og du mest af alt bare har lyst til at udgå? Få gode råd af Carsten Hvid Larsen.
Vi kender allesammen, at tankerne kan stikke helt af under et løb! Det kan være en smerte uden lige at presse sig selv til det yderste og tankerne kan skrige inde i dit hoved, at du skal stoppe!
Du har passet din fysiske træning og fået den rette mængde kilometer i benene optil, så det er egentligt ikke et spørgsmål om din fysiske formåen, men derimod om din mentale formåen!
Hvad vil du sige til dig selv, når det bliver rigtig hårdt? Hvorfor løber du overhovedet? Hvorfor vil du gennemføre løbet? Hvem gør du det egentligt for?
Carsten Hvid Larsen, som er hovedansvarlig for sportspsykologien i DBU og som tidligere har været sportspsykologisk konsulent i Team Danmark, har hjulpet mange atleter på allerhøjeste niveau. Han giver i denne episode gode råd til, hvordan du kan mentaltræne og i sidste ende stå mentalt meget stærkere!
Vi håber, at I har lyst til at lytte med! :)

3# Hvordan hjælper vi unge idrætstalenter i en hverdag med svære valg og en masse forventninger?
Det kan kræve mod at træffe svære beslutninger i forbindelse med sin sportskarriere, hvor der kan være store forventninger til en.
Her er det godt at have én som Thomas Høxbro Mørk, som tager hverdagens snakke med de unge talenter, når det fx er svært i klubben, derhjemme eller på skolebænken. Thomas er idrætskoordinator på Ordrup Gymnasium, som er en del af eliteidrætsordningen i Gentofte Kommune.
Gentofte Kommune er en eliteidrætskommune, som samarbejder med Team Danmark og forskellige idrætsforbund om at skabe de bedste vilkår for unge idrætstalenter. Nanna Lykke Merrild, som er eliteidrætskonsulent i Gentofte Kommune er en vigtig nøgleperson i arbejdet på at skabe de allerbedste rammer, så talenterne kan kombinere deres uddannelse med sport på højt niveau.
I denne episode snakker vi med Nanna og Thomas, som fortæller om de unge talenters store valg, forventninger, udfordringer og hvorfor talenterne bliver ved, når det er benhårdt arbejde og til tider ret svært.
Vi håber, at I har lyst til at lytte med! :)

2# Verdensrekord i T46-klassen ved CPH Half Marathon
I denne episode snakker vi med para-atleten Christian Lykkeby Olsen og landstræner i para-atletik Anders Dehlholm. Dem havde vi inviteret ind til en snak, da Christian meget flot forrige søndag til CPH Half Marathon 2022 satte ny verdensrekord (01:09:33) i sin klasse T46.
Det blev til en super spændende snak, hvor vi blev langt klogere på para-atletikken og alle tankerne optil, under og efter en verdensrekord.
Vi håber, at I har lyst til at lytte med! :)

1# Landstræner Kersti Jakobsen
I denne episode snakker vi med landstræneren på mellem/langdistance Kersti Jakobsen. Vi hører om Kersti Jakobsens egen løbekarriere, hvordan hun har trænet og hvordan hun kom til at løbe nogle flotte marathonpræstationer. Derudover fortæller Kersti om sit arbejde som landstræner både helt lavpraktisk og om udviklingen samt ambitionerne indenfor løb.
Vi håber, at I har lyst til at lytte med! :)

Intro episode
Dette er intro episoden til podcasten TOPATLETEN. Her fortæller vi (Johanne Prisak Pedersen og Camilla Prisak Pedersen) kort om, hvem vi er, hvorfor vi har valgt at lave en podcast, og hvad du som lytter kan forvente af at lytte med.
Vi glæder os til at dele en masse viden med jer! :)